Categories
Norsk

Anne Linnet i lateks

Anne Linnet har hatt en rekke fremadskuende produksjoner som “Marquis de Sade” fra 1983, der hun iført lateks og pisk sang om sadomasochisme og sex, mens hun herset rundt med en halvnaken fyr i lenker på danske provinsscener. Og det var vel å merke på et tidspunkt da Madonna fremdeles løp rundt og lekte “Like a Virgin” og ennå ikke hadde skjønt hva det hele dreide seg om. Aktuelt 22.10.1999

Den flagrende søgen

Anne Linnet har gennem sine 30 år i dansk musikliv afsløret en stadig søgen efter fodfæste. Det er der kommet meget ligegyldigt bras ud af, men også en række musikalsk skelsættende plader, der holder for evigt.

Af Lars Rix, Aktuelt.dk 22.10.1999

Jeg har en ven, der engang havde det som et erklæret mål her i livet at opkøbe alle gamle Anne Linnet-plader, proppe dem ind i diskoteket Crazy Daisy og sætte ild til det hele. Og han er sikkert ikke den eneste, for Anne Linnet har altid lavet musik, som mange elsker at hade. Og når alt kommer til alt, er dette hendes store styrke. Lige siden dagene med gruppen Tears har Linnet sat sit aldrig ligegyldige præg på den musikalske udvikling herhjemme. Fra tiden med det dagordensættende 70’er-band Shit & Chanel – der om noget var og blev et produkt af tiden – over bearbejdelsen af Tove Ditlevsens digte på ‘Kvindesind’ og senere ‘Barndommes Gade’ til stilistiske og fremadskuende produktioner som ‘Marquis de Sade’, ‘Det’ Så Dansk’ og ‘Bitch Boys’. Linnet har altid været den af de kvindelige sangerinder af den gamle skole, der har været sværest at sætte i bås. Aldrig helt så folkelig og midtersøgende som Sanne Salomonsen og Lis Sørensen og knapt så grænseoverskridende som Hanne Boel. Linnet har vaklet et eller andet sted midt imellem og det er der kommet meget ligegyldigt ud af, men også en række sange, der har været med til at kaste en frisk kuling ind over den hjemlige andedam. Til tider har hendes private og forretningsmæssige meritter overskygget de kunstneriske, men helt forsvundet er hun aldrig, og Linnet har altid haft en ukuelig evne til at tage udgangspunkt i sig selv, når endnu et kapitel skulle skrives.

I dag vil mange sikkert kalde det patetisk og form uden indhold, men det var et skridt af dimensioner, da Linnet efter ophold i New York og Berlin vendte hjem og gav sit bløde singer/songwriter-image og hele skolelærer-fanskaren et ordentligt og velfortjent skud for boven med Marquis de Sade. Det var i 1983, hvor det hele herhjemme emmede af hygge og vattet poprock og så kom en af vor egne iført latex og pisk og sang om sadomasochisme og sex, mens hun hundsede rundt med en halvnøgen fyr i lænker på landets mange provinsscener. Og det var vel at mærke på et tidspunkt, hvor Madonna stadig løb rundt og legede ‘Lika A Virgin’ og endnu ikke havde fattet, hvad det hele drejede sig om. Til gengæld kan man så sige, at siden Linnet med albummet ‘Det’ så Dansk’ i 1991 gav os alle en opsang, så har hun fjernet sig støt og roligt fra det spektakulære og over imod det, der i sin tid startede det hele. Albums som ‘Tal til Mig’ og ‘Pige Træd Varsomt’ ligger skuer mere bagud end fremad og afslører Linnet som en mangefacetteret kunstner, der vil det hele, men et eller andet sted altid har manglet fodfæste. Da hun sammen de kvindelige musikerkollegaer Berit Fridahl, Jette Schandorf og Rikke Veth dannede Bitch Boys og i 1996 udgav et album af samme navn med en række rock-numre skåret hårdt og stramt ,var det ikke noget tidens stilbevidste og fordomsfrie unge pladekøbere bed på. Anne Linnet behøver dog ikke at bekymre sig om at følge 90’er-ungdommens mange strømninger, men bør i stedet gøre som altid – følge sin egen intuition. Der har hun gjort og derfor vil hun altid gøre en forskel .

Hentet fra http://www.olsnerne.dk

Anne Linnet

Anne Linnet har om nogen personificeret den frigjorte skandinaviske kvindetype, hun har sunget om seksuelle udfoldelser og har samtidigt forstået at anbringe sig så bredt i publikums bevidsthed, at hun blev en af de største navne i 1980’erne og de tidldige 1990’eres danske rock. På samme måde som mange udenlandske forskere synes, at Kim Larsen lyder for dansk til den transnationale smag, synes der ikke megen tvivl om, af Anne Linnet skulle finde noget andet at synge om og sælge sin person med, hvis hun skulle slå igennem på det transnationale marked (som en anden dansk sangerinde, Sanne Salomonsen, uden videre held, så ihærdigt har forsøgt).

Til gengæld har Anne Linnet formået, at konkretisere en ganske udbredt og velkendt dansk kvindetype i sit karriereforløb, og hendes arbejde med kendte danske digtere, så som Tove Ditlevsen og digterpræsten Johannes Møllehave, har skabt en respekt som hun ikke havde kunnet fastholde ene på sine ofte ret tyndbenede nærgående kærlighedssange og erotisk antydende tekster, som på ingen måde indeholder egentligt finlitterære kvaliteter.

Linnet medvirker blot som een i en hel kreds af danske rocksangerinder, der har arbejdet sammen på hinandens projekter over årene, blandt andet Lis Sørensen og nævnte Sanne Salomonsen, men Linnet har markeret den mest fremtrædende og selvstændigt producerende af disse og har derfor retfærdigvis i længere perioder (under 1980’erne især) opnået det største publikum. Hendes sang “Hver dag” gengiver med stor præcision den frigjorte selvstændige nordiske type, som danner et så populært billede af Danmark i den internationale sammenhæng:

Hver dag

Hver dag ska’ man finde sig i noget
hver dag
hver dag ska’ man finde sig i noget
hver dag.

Jeg gik ned ad Strøget
jeg købte en avis
der stod det sædvanlige gamle pis
og det var spalte op
og det var spalte ned
altid om krig
og aldrig om fred

hver dag ska’ man finde sig i noget
hver dag

Jeg mødte en stodder
der havde det svært
og han havde læst jeg er til lidt af hvert
jeg er egentlig ikke
meget for mænd
og når jeg endelig er
så bestemmer jeg hvem

hver dag ska’ man finde sig i noget
hver dag

Jeg mødte en pige
der havde fyret en fed
hun så det hele klart
og ville lægge mig ned

hej søster ta’ din …..
i hånden og gå
jeg bestemmer sku’ selv
hva’ jeg vil …. på

hver dag ska’ jeg finde mig i noget
hver dag
hver dag ska’ man finde sig i noget
hver dag
der er grænser for
hva’ jeg har tænkt mig at finde mig i.
Anne Linnet for Marquis de Sade. “Hvid Magi” 1985

Linets sang virker som en protestsang fra minoriteterne vendt mod flertallet. I første vers vises der en god gammel protestholdning, når hun kritiserer aviserne for aldrig at skrive om fred, men evindeligt at melde om krig og “det sædvanlige gamle pis”. Hun anslår i denne sang en sprogtone, som ligger langt under den passende for god poesi, og opnår derved at styrke det rockrebelske image, vel konsolideret af tekstens senere mere kontroversielle a indhold.

I andet vers møder sangerinden så en mand der “havde det svært”, med hvilket hun formentlig antyder; at han har haft seksuel lyst til hende. Også denne mand karakteriseres ved en lavstaussprogkode “stodder”, og han har åbenbart læst i avisen at hun “er til lidt af hvert”. Det sangerinden skal finde sig i synes altså end engang det transportable spejlbillede, som hun har fremstillet af sit objektive privatarbejde, hendes image som den seksuelt avancerede og lettere outrerede b person, spiller tilbage til de menneskelige relationer i hendes hverdag.

Hun formulerer således den dobbelthed, som de seksuelle protestgrupper har måttet slås med lige siden de første spæde pip om frigørelse: konflikten mellem udsigelsens åbenhed og lettelsen i at stå fast ved hvad man føler som sig selv, overfor de udenforståendes tætte blikke og unuancerede grove opfattelse af “de afvigende”.

Sangerinden, som i første vers har udtalt sig ret kategorisk om den manglende kærlighed i massemedierne, går altså i andet vers videre til at stemple den opfattelse massemedierne har fremsat af hende, som endnu et led i den kærlighedsløse verden, -: hun vil selv bestemme, og vil kun udfolde sin seksuelle personlighed med selvvalgte partnere, et eller andet sted – bag hendes offentlige leg med sadomasochisme, lesbianisme og andre avancerede eller i hvert fald specielle seksuelle udfoldelsesmåder, – har hun fastholdt et ideal om ægte menneskevarm kærlighed, ikke blot maskinel sansetilfredsstillelse.

I tredje og sidste vers beskrives en pige, som lægger an på sangerinden, også fordi hun ved fra massemedierne; at Anne Linnet har homoseksuelle tilbøjeligheder. Ligesom i sangen om “Inga og Katinka og Smukke Charlie” beskrives “en fed”, altså en dosis hash, som gør denne pige i stand til at “se det hele klart”, og igen fremhæver sangeren, i strid med det billede medierne har skabt af hendes promiskuøse seksualitet (jævnfør fodnoten p. XXX), at hun selv vil vælge sine partnere og ikke vil finde sig i at blive manipuleret af overfladiske mennesker.

I hvor høj grad denne sang repræsenterer luksusproblemer, som rockproducenten selv har skabt, eller om man kan anskue sangen som led i de seksuelle befrielsesbevægelsers erfaringsdannelse, må vel ligge op til den enkelte. Det kendes som en typisk konflikt, at rockproducenten på et tidspunkt begynder at gøre oprør mod det billede “the starmakers” har skabt af vedkommende, ofte uden held, men gerne med den effekt at de får endnu en tur i massemediernes vridemaskine inden de overlades til hel eller halv glemsel, et problem Linnet aktivt bearbejdede i slutningen af 1990´erne med sit kvindeband og efter mange offentlige nedture.

Anne Linnets periode med seksuelt betonede sange gjorde hende kær for disse miljøer, mens hendes mere traditionelle kærlighedssange og protestorienterede tekster holdt hende fast i midten af den danske rockkultur, således opnåede hun at tale om ømfindige emner og alligevel fremstå som en ansvarlig og stor rockproducent med mange tilhængere i alle lag af befolkningen, også selv om forskningen med rette kan spørge; om hun mon nogensinde fandt frem til de varemarkedsmæssige mekanismer, som skaber den fetichisme hun legede med? Altså om hun selv mon nogensinde begreb den socialisationspsykologiske modningsproces hun afstedkom i latent homoseksuelle mennesker og om hun mon nogensinde blev herskerinde over de stjernekarakteristika, som hun så letsindigt og hårdtslående gjorde sig til talskvinde for.